#FebruaryFiction 2024
Her på siden finder du mine bidrag til #februaryfiction 2024.
De 5 benspænd er:
- Historien må maksimalt være på 100 ord
- Du skal tilstræbe, at der en begyndelse, en midte og en slutning
- Historien skal deles med nogen, enten digitalt, ved opslag, oplæsning eller ved overrækkelse
- Du skal bruge #februaryfiction, når du deler digitalt
- Gør det hver dag, hver anden dag eller hver uge, men gør det hele februar
Jeg har valgt, at mit omdrejningspunkt skal være “Hverdagsfortællinger – fra A til Å”. Fotos og tegninger er mine egne. Illustrationerne er håndtegnede og skabt til lejligheden. Håber, du vil læse med herunder …
God fornøjelse!
#FebruaryFiction
Nr. 27 (+28 + 29): Æsken på øen med ånden
Der var engang en ånd, som længe var spærret inde i en æske, men en dag hørte den en skrabende lyd. Ovenfra. Lyden bevægede sig nedefter og ramte låget.
Ånden var tavs.
”En metalæske,” mumlede en stemme. ”Gad vide, hvad der er i?” Stemmen gøs. ”Måske en skat?”
Ånden mærkede bevægelse, hvorpå æsken blev løftet. Idet låget gik op, fór ånden brølende ud.
”Hvem vover at forstyrre æskens ånd?”
Der lød et skrig efterfulgt af et plask. Et menneske svømmede hastigt væk.
”Ha, haaa!” lo ånden hæst og svævede frit omkring. ”Nu er jeg hersker over … en øde ø?”
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 26: Zeppelineren
Måbende og med hovedet lagt tilbage trækkes Zana henover græsplænen. Foran hænger zeppelineren som en overdimensioneret, grå vandmelon, der fylder synsfeltet. Langt bagude snurrer propellerne.
”Hvordan kommer man ind i ballonen?”
”Ballonen? Ha!” Skipperen ler og rasler med kæden, som lænker dem sammen. ”Det er kun for de rige. Næh, sådan en lille forbryder bliver her hos mig. I gondolen.”
”Gondolen?”
”Under luftskibet … ballonen, om du vil.”
I førerhuset tager Zana plads tæt ved vinduet. Godt rødkindet af ydmygelsen. Netop som zeppelineren letter, suger det i mellemgulvet. Kun ét spørgsmål trænger sig på: Mon jeg nogensinde kommer ned igen?
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 25: Yetien
Bryggersdøren smækker. Yuri ser op fra mobilen. Normalt plejer lillesøsteren at storme forbi efter få sekunder. I dag smækker døren på ny.
Yuri rejser sig fra sengen og går derud. Lågen til fryseren står på klem. Gennem vinduet ser Yuri sin lillesøster pløje sig gennem havens meterhøje sne mod bagenden.
Med overtøjet på følger Yuri sporerne ned til legehuset. Der lyder stemmer.
”Her. Du må spise isterningerne,” siger lillesøsteren, hvorpå en grov knasen lyder.
Yuri flår døren op – og gisper.
”Yuri!” Lillesøsteren lægger vantehånden på en langhåret, hvidpelset arm.
Den lille yeti knurrer dybt.
”Må jeg … være med?” spørger Yuri.
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 24: X eller …?
”Det hedder et X.”
”Et kryds.”
”X.”
”Kryds.”
X!”
”KRYDS!”
Xians far kommer hen til gruppen, som mumlende har trukket sig tilbage fra Xian og Aeen. Hver især holder de ved et gulnet skattekort, så papiret er strakt helt ud.
”Hvad sker der?” spørger far og ser på de to syvårige.
”Aeen siger, at det hedder et kryds, men det er altså et x,” forklarer Xian. ”Ligesom i mit navn.”
”Jeg har været på mange fødselsdagsskattejagter, og skatten ligger altid ved krydset,” siger Aeen.
Far slår en latter op. ”Jamen, så kan I begynde at grave. I står på den.”
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 23: Bag WC-døren
”Wally? Wally! Det er mig. Birke. Jeg ved, du er derinde.”
Det gungrer atter i skoletoilettets WC-dør. Wally mærker rystelserne i kroppen, men gråden har lukket af for svælget.
”Luk nu op!” fortsætter Birke.
Fjernt registrerer Wally lyden af sin pibende vejrtrækning. Snottet løber fra næsen, mens tusind tanker kører rundt.
Med ét tikker en besked ind på mobilen. Please, Wally! Kom ud <3
Wally gnider næsen i ærmet, trækker vejret dybt og rækker frem. Hånden ryster, men drejer langsomt vrideren.
Birke slår straks armene omkring Wallys sitrende skuldre. ”Hvad sker der?”
”Mine forældre …” hvisker Wally, ”… skal skilles.”
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 22: Varm ventetid
Vigge ser op på mormor. ”Hvor er træernes blade?”
”Hvorfor spørger du om det?”
”Jeg savner dem.”
”Savner du dem?” klukker mormor.
”Ja.”
Mormor klemmer blidt vantehånden. Øjnene søger blandt parkens nøgne grene. Så fører hun Vigge med hen og peger på en busk i knop.
”Se! Bladene venter herinde.”
Vigge rynker brynene. ”Hvordan kommer de ud?”
”Det sørger foråret for,” forklarer mormor. ”Med lys og varme. Vil du på legepladsen?”
”Om lidt …”
Vigge bliver stående, mens mormor sætter sig på en bænk. ”Hov!” udbryder hun, da Vigge render forbi. ”Hvor er vanterne?”
”På knopperne. Så bladene kommer ud.”
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 21: Uhyret
”Dumme Buster!”
Umi løber skrigende gennem stuen med katten i hælene.
”Hov – hvad sker der?” spørger far og følger efter.
”Jeg kan ikke lide ham,” snøfter Umi.
”Det passer ikke. I plejer at være gode venner.”
”Ikke mere,” surmuler Umi. ”Buster er et uhyre.”
“Et uhyre,” ler far. ”Hvorfor nu det?”
Umi gnider øjnene. ”Buster har gjort noget. Udenfor.”
Far studser og tager Umis hånd. ”Lad os gå ud og se.”
På terrassen peger Umi snøftende. ”Dér!”
”En mus,” gisper far og træder straks tilbage.
”En sød, død mus,” hikster Umi, mens Buster kælent gnider sig mod Umis ben.
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 20: Ti … tttyve?
”Vent …” Jeg griber fat i Toma. ”Jeg ssskal lige …”
”Ej, kom nu! Koncerten starter om lidt.”
Under mig kludrer benene. ”Jeg ssskulle aldrig have drukket de ssshotsss,” stønner jeg.
”Hvor mange fik du?” griner Toma.
Jeg virrer sløvt. ”Ti … tttyve? Og du sssiger ikke noget tttil min mor!”
”Nope!” Toma slipper min arm. ”Kig! Hvor mange fingre har jeg her?”
Indholdet i min mave skvulper faretruende, mens jeg tæller. ”T… tolv?”
Toma ler højt. ”Okay. Du skal have noget at spise.”
I kebabkøen ser jeg gispende op. På aftenhimlen flyver en pink ballon. Så knækker jeg forover.
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 19: Suis sang
”Sui!” kalder jeg og vinker.
Med mobilen tæt ved sit ene øre sjokker Sui morgentræt henover skolegården. Humøret er som altid tungt som regnvåde skyer.
Jeg gør plads på bænken under halvtaget. ”Hvad hører du?”
”Min sang.”
”Din sang?”
Sui retter mobilen mod mig. ”Jeg er opkaldt efter en ægte 80-er klassiker.”
Et trommesæt larmer, mens en stærk, hæs kvindestemme synger om banegårde og grå beton.
Suis sortmalede øjne bliver hårde. ”Den handler om en pige, som stikker af hjemmefra.”
Jeg får et sug i maven. ”Gør du også?” hvisker jeg.
Sui svarer ikke, men nynner drømmende med på omkvædet.
(Tak til Sneakers for sangen Sui-Sui).
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 18: Redningen
Rana synker ned på den våde bænk. Stirrer på regndråber, som drypper fra en busk med orangerøde bær.
Knuden trykker i brystet. Råbene derhjemmefra runger i hovedet. Som regel stopper forældrene, når Ranas femårige søster begynder at græde. Bare ikke i dag.
Det eneste, som får Ranas smerte til at forsvinde, er at fjerne sig. Gå. Uanset vejret.
Med lukkede øjne lægger Rana nakken tilbage. Mærker regndråberne på sit ansigt. Nogle dage virker det. Som om, regnen vasker tankerne.
”Rana?”
Rana blinker. Ved bænken står lillesøsteren med åben regnjakke.
”Må jeg sidde hos dig?”
Rana smiler og mærker knuden løsne.
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 17: Quaaak!
”Quak!” råber lille Qi efter ænderne. ”Quak, quak.”
Mormor bøjer sig henover klapvognen. ”Mener du det?” ler hun og stryger Qis hoved. ”Jeg troede, ænderne sagde rap.”
”Quak,” vedbliver Qi og peger på en dame længere henne, som er ved at fodre.
”Ja, vi skal også give ænderne mad,” siger mormor og rækker Qi en fyldt frostpose.
Qi betragter damens bevægelser og giver sig klodset til at smide brødkrummerne.
”Qua-quaaak!” kalder Qi højt, men damen reagerer ikke.
”Hun har nok meget brød. Sikke alle de poser,” smiler mormor, men blegner så. Ud af den ene pose hænger et slattent andehoved.
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 16: Paradishaven
Paja går forbi hver dag til og fra skole.
Huset har altid set forfaldent ud, men Paja holder øje. Med haven. For blandt højt græs og krogede træer vrimler det med vilde blomster.
”Det må være sådan, Paradis ser ud,” sukker Paja en dag, da hun og mor går forbi.
”Måske?” svarer mor. ”Tænker du på blomsterne? Og insekterne.”
Paja nikker.
Senere står der et skilt foran huset: Til salg.
Paja er spændt på, hvem der flytter ind. Om de nye passer på haven?
Men en dag kommer Paja grædende hjem.
”Jamen dog,” siger mor.
”Græsset er slået,” hulker Paja.
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 15: Oasen
”Hey, Kenobi! Har du glemt dit lyssværd?”
”Må kraften være med dig!”
Obi skærer en grimasse og passerer den fnisende flok. Som altid sætter kommentarerne tankerne i gang. De har talt om det derhjemme. Alligevel bliver det med skoleskiftet ikke til noget.
Med et suk lukker Obi døren til skolebiblioteket bag sig.
”Hej, Obi!” smiler læreren. ”Hvad skal du låne i dag?”
Obi trækker på skuldrene. ”Hvad har du?”
Læreren viser en laset bog frem. ”Hvad med en klassiker?”
Obi placerer sig med rynkede bryn i den sædvanlige sofa og åbner bogen.
I et hul i jorden boede en hobbit …
(Citat: J. R. R. Tolkien, Hobbitten)
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 14: Næsten kærlighed …?
– en Valentines Day special …
Nuno hviler en arm på bordet og tegner kruseduller. Talestrømmen fra 8.b’s kristendomslærer driver som grå skyer gennem klasselokalet, lige indtil …
”Næstekærlighed. Er der nogen, som vil forklare, hvad de forstår ved det?” spørger læreren håbefuldt.
Nuno undgår det søgende blik og strander automatisk ved Siggi. Smukke Siggi med de klare øjne, smilet og det tilpas, rodede hår. Siggi, som dufter og altid lytter opmærksomt.
Foran Nuno bliver krusedullerne til hjerter. Siggi er optaget, men Nuno gad godt at være Siggis næste kærlighed. Det er der bare ingen, som ved.
Med ét fanger Siggi Nunos blik – og smiler.
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 13: Monster-ked-af-det
De tynde, blågrå ben dingler henover sengekanten.
”Det var altså ikke min mening, at …” begynder Max, hvorpå monsterets underlæbe giver sig til at sitre. ”Nej. Stop. Du må ikke græde.”
En tung tåre triller fra kæmpeøjet og nedover den lange, grønne pels med røde totter.
”Du troede, jeg var en nullermand. Et fnug.”
”Men … det er, fordi jeg er farveblind,” sukker Max og stryger den stride pels. ”Faktisk blev jeg lidt bange.”
Monsteret snøfter kort. ”Virkelig?”
Max nikker overdrevet. ”På æresord.” Han lægger hovedet på skrå. ”Hvad hedder du egentlig?”
Monsteret tørrer øjet. ”Maxime. Hvad hedder du?”
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 12: Lygten
”Skynd jer!” råber far og småløber med Lees lillebror.
Forundret betragter Lee slottet, som lyser vintermørket op i rød, pink og hidsig grøn. Selv ude på voldgraven skifter en kæmpemæssig stjerne konstant farve. Slottets lysfestival har fået Lees kedelige vinterferie til at stråle.
”Hurtigt!” tilføjer mor. ”Showet begynder straks.”
Lee lægger nakken tilbage, mens de bevæger sig mellem boderne. Henover dem dingler rækkevis af kinesiske lygter. Med ét standser han og lytter.
”Hjælp!” lyder det fra en rød lygte.
Lee stirrer. Inden i sidder et lillebitte, menneskelignende væsen. Idet lygten letter, kalder væsenet igen.
”Kommer!” råber Lee og følger lygten.
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 11: Klimaaflad
På vej ud af Genbrugsbutikken kigger Kamma i sit net.
”Blusen kostede kun 95 kroner.”
Teitur åbner sit. ”De her jeans kostede 75.”
”Det er løgn!”
”Nope! Jeg har nok 15 par i forvejen, men … det er jo næsten dumt at lade være.”
Idet de to venner går videre, passerer de en highstreetbutik.
”Jeg er så meget færdig med tøj derindefra,” stønner Kamma.
”Også mig!” nikker Teitur. ”Det er slet ikke bæredygtigt.”
Ud for McDonalds, rumler Kammas mave. ”Hvad … er vi også færdige med cheeseburgere?”
De to venner skæver til hinanden. ”Nej, vel! Vi må godt.”
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 10: Jættestuen
Jaden spurter gennem den gule kornmark.
”Vent!” puster Lau. ”Vent på mig!”
Alligevel fortsætter Jaden, indtil hun gispende standser nedenfor højen. Den er overgroet af langt græs. Et enkelt træ vokser ved dens ene side. Som hypnotiseret stirrer Jaden mod jættestuens indgang.
Lau gisper, idet han når frem. ”Vi … skulle jo gøre det … sammen.”
Jaden svarer ikke, men fokuserer på mørket mellem de tre kampesten. ”Jeg går først,” siger hun og bevæger sig opefter.
Lau vrisser, men følger med. Ved indgangen griber han Jadens arm.
”Hvad nu, hvis …”
”Bliv her!” kommanderer Jaden og forsvinder ind i højen.
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 9: Iagttagelse
Izzy stirrer på mobilskærmen, hvor Jun griner overgearet sammen med Kim og Kaya fra klassen. Den gamle klasse.
”Kan du se, hvad vi skal forestille?” hikster Jun og peger på sminken om øjnene.
Izzy ryster på hovedet. Iskold kulde brede sig i hendes bryst. Kryber videre. Helt ud i fingerspidserne.
”Grr grrr,” ler Jun. ”Vi er varulve.” Bag hende mjaver Kim højt. ”Altså bortset fra Kim,” fniser Jun. Så rynker de malede bryn. ”Er der noget galt?”
Endnu et hovedryst.
”Du virker bare så … kold.”
Izzys fingre bliver følelsesløse. Med ét glider mobilen fra hende og klasker hårdt mod gulvet.
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 8: Heltemod
Med et hurtigt blik bagud styrter Hee om hjørnet og henad gangen. Hee kan høre plageånderne.
Hurtigt. Videre henimod biblioteket. Døren er låst.
Stakåndet når Hee toiletterne og banker døren op. De fem båse er ulåste, bortset fra den midterste som går op. Den nye pige fra parallelklassen kommer ud. Deres blikke mødes. Så smutter Hee ind i samme bås og lukker, netop som flokken ankommer.
De griner overgearet. ”Har du set …?”
”Skrid!” hvæser pigen. ”Det her er pigetoilettet.”
”Slap dog af!”
Hee kan høre latteren forstumme og stemmerne forsvinde.
Så banker det på. ”Kom bare ud.”
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 7: Gentænke
Forundret hæver Gün blikket fra mobilskærmen. Rundt omkring ligger gravsteder med små hække, hvor enkelte blomster lyser tusmørket op.
”Hvordan kom jeg herind …?” mumler Gün og farer sammen ved kirkeklokkens ringen. Klokken er seks. En besked tikker ind. Mor skriver, at der snart er mad. Gün vrænger ad beskeden, men svarer ikke.
Ved et gravsted er der en simpel sten med gyldne bogstaver: Sov sødt, barnlille.
Gün får en klump i halsen. Tænker på skænderiet med mor … Det var også åndsvagt at blive så sur. Med et suk finder Gün mobilen frem.
Undskyld. Jeg kommer hjem nu <3
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 6: Fravalg
Fjeren ligger midt på græsplænen. Smuk og næsten ensfarvet grå. Flor samler den op og stryger fanen. Den er fast, men også blød og næsten dobbelt så lang som Flors hånd.
”Se, hvad jeg har fundet!” råber Flor, men ingen af børnene henne på legepladsen reagerer.
Flor sukker. Sådan er det altid. Faktisk hver dag.
”Det gør ikke noget,” siger de derhjemme, ”for du har din gode fantasi. Den er guld værd.”
Flor ser på fjeren. Han er ligeglad med guld. Med begge hænder krammer han dens skaft. En blid snurren farer gennem kroppen. Så lukker han øjnene og letter.
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 5: Eremitten
Elliott hopper henover fortovsfliserne. ”Hvorfor vil farfar ikke ud?”
Far trækker vejret dybt. ”Måske er han ked af det.”
”Derfor kan han da godt komme ud.”
”Ja … han har nok ikke lyst.” Far klemmer blidt Elliotts hånd. Du kan jo spørge.”
Ved plejecenterets indgang standser Elliott og peger. ”Se! Blomster.” Under en busk titter gule erantis frem. ”Må jeg plukke til farfar?”
”Kun lidt,” nikker far.
Lidt efter banker de på indenfor.
”Hej, farfar!” råber Elliott. Han løber hen til den gamle med blomsterne. ”Vil du med ud?”
”Farmors yndlingsblomst …” Farfar tørrer øjnene. ”Ja, jeg vil.”
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 4: Dødgod
Daya laver gadedrengehop henad fortovet.
”Hov, du!” udbryder morfar. ”Kom her og tag mig i hånden.”
Daya løber straks tilbage og tager imod. ”Skal vi ind i domkirken?”
”Ja …” Morfar kigger forbavset. ”Hvorfra ved du, at det er en domkirke?”
”Det ved jeg bare,” siger Daya. ”Kommer Knud?”
”Øh, hvem?” spørger morfar.
”Ham fra kælderen,” forklarer Daya.
”Så vidt jeg ved, ligger der kun én Knud,” klukker morfar, ”og han har været død i mange hundrede år.” Han rynker brynene. ”Sig mig, lærer I den slags i børnehaven?”
Daya ryster på hovedet og vinker glad henimod kirkens lukkede egetræsdør.
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 3: Clairvoyance
”Hvad laver du, skat?”
Med et gisp taber Cody farveblyanten. ”Ikke noget.”
Far smiler skævt. ”Snakker du med nogen?”
Cody skeler til sin bløde ven på skrivebordet, mens far bevæger sig derhen.
”Nå, du tegner.”
”Vi tegner,” retter Cody og maler videre.
”Det er godt nok noget brunt noget,” fortsætter far. ”Hvad skal det forestille?”
”Teddy.”
Med rynkede bryn lægger far hovedet på skrå. ”Selvfølgelig.” Han ugler drengens hår. ”Vi skal spise om lidt,” siger han og går igen.
”Pelsen var svær,” sukker Cody. Han vender tegningen mod bamsen. ”Hvad synes du?”
”Forfærdeligt,” brummer Teddy. ”Det ligner mig overhovedet ikke.”
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 2: Backup
”I dag er det Kyndelmisse,” forklarer læreren.
Aster rækker hånden op. ”Min farmors kat hedder Misse.”
”Min farmor har ikke en kat, hun har en hund,” tilføjer Charly. ”Den er riiigtig sød.”
Læreren sukker. ”Men nu skal vi ikke snakke om …”
Dia hopper på stolesædet. ”Vores hund er en politihund, fordi min far er politimand.”
”Hvorfor skal du altid blære dig med din far?” vrænger Eliia, så Dia begynder at græde.
”Nej, hør nu …” forsøger læreren, idet støjniveauet stiger.
”Min onkel har …”
”HØR. EFTER!”
Klassen bliver musestille, men Bela markerer forsigtigt.
”Ja?” stønner læreren.
”Hvad betyder Kyndelmisse?”
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024
#FebruaryFiction
Nr. 1: Appel
”Av!” skriver Alva. Vejrtrækningen slider, og tårerne løber, mens kroppen vrider sig på stolens hævede barnesæde. ”Av. Aaaav!”
”Shhh!” Mor aer hånden. ”Vil du ikke nok dæmpe dig?”
”Men jeg kan mærke det.”
”Hun rører dig dårligt nok,” sukker mor. Hendes øjne flakker. Uanset hvorhen hun ser, reflekterer spejlene vrede blikke.
Snip, snip snip, lyder det metallisk.
”Jeg er straks færdig,” smiler damen. ”Jeg har prøvet det før. Mange gange.”
”Virkelig,” stønner mor og tysser igen.
”Stooop! Jeg kan ikke lide det,” hulker Alva.
Damen lægger saksen. ”Sådan, nu er du nyklippet.”
Alva snøfter, ser op og smiler. ”Endelig.”
©Pernille Thorenfeldt
#februaryfiction 2024